Frederikskirken
(Marmorkirken) er grundlagt i
1749 som et hovedpunkt i den nye bydel Frederiksstad, men den nåede
ikke ret højt, inden arbejdet gik i stå i over 100 år og stod næsten
som en romantisk ruin. Oprindelig tegnet af arkitekten Nicolai Eigtved,
videreført efter hans død i 1754 af N.H. Jardin indtil hans afskedigelse
i 1770, og endelig fuldført i 1875-94 af Ferdinand Meldahl. Tegningen
blev revideret hver gang, men den grundlæggende cirkulære kuppelform bestod. (Eigtveds
oprindelige tegning kan ses
her).
Kirken
er tredelt i form og materialer. Den nederste del med den imposante
indgang er konstrueret af norsk marmor, mens den cirkulære overbygning er
af ølandsk kalksten og pudsede tegl. Korintiske søjler og pilastre
pryder indgang og overbygning. Underbygningen har vinduer med skiftevis
buede og trekantede overliggere, mens overbygningen har rundbuede arkader.
Kuplen og dens lanternespir er beklædt med kobber.
I
det indre er det underbygningen, der har rundbuede arkader og
overbygningen, der har rektangulære vinduer (imellem korintiske søjler).
I kuplen er der fresker af apostlene malet af Chresten Overgaard.
Kirken er omringet af statuer i
bronze af
betydelige danske religiøse figurer fra Ansgar til Grundtvig og Kierkegaard. Det er de
grønne i billederne. De grå statuer derimod hører til balustraden
foroven. De er blevet hejset ned for at gennemgå en omfattende
restaurering. De blev udført i zinc i årene 1884-87 af en række kendte
danske billedhuggere. De forestiller kirkefædrene og andre betydelige
figurer i kirkens historie fra Moses til Martin Luther.
Frederikskirken var et vigtigt
element i planlægningen af Amalienborg
slotsplads med en øst-vest akse til kirken i den ene retning og over
vandet i den anden (hvor udsigten nu ender i det nye operahus).